Værdigrundlag
Værdigrundlag for Vokslev Friskole
Vokslev Friskole drives med inspiration fra den Grundtvig-Koldske skoletradition.
Skolen bygger på et demokratisk samfundssyn. Skolen er religiøst uafhængig, men er præget af et kristent livssyn.
Skolen er grundlagt i og afhængig af det forpligtende fællesskab. Dermed er ansvarlighed, respekt, rummelighed og plads til den enkelte, væsentlige værdier for samværet på skolen. Skolen drives i et tæt samarbejde mellem forældre, børn og skolens personale.
Undervisningen er baseret på et højt fagligt niveau i en bred fagrække, der rummer den praktisk/musiske dimension på alle klassetrin. Det enkelte barns udvikling forstås som en helhed, hvor intellektuelle, kreative, følelsesmæssige, sociale og kropslige sider af barnets udvikling opfattes som tæt forbundne. Undervisningen skal pirre børnenes nysgerrighed og udfordre dem, så de får lyst til at lære. Børnene tillægges en aktiv rolle i deres egen udvikling og læring. Undervisningen skal desuden være samfunds- og verdensorienteret i sit indhold, således at børnene rustes til de opgaver, fremtiden vil byde.

Skolens dagligdag er præget af glæde og nærvær, der giver gode muligheder for at arbejde fleksibelt. Det er et pædagogisk særkende for skolen, at der foregår en mangfoldighed af forskellige aktiviteter for den enkelte klasse såvel som på tværs på årgangene.
Skolen har en evalueringskultur, der søger at tilgodese forældre, børn og læreres behov for viden om den enkeltes faglige og sociale udvikling som grundlag for tilrettelæggelse af fremtidige læreprocesser.
